Familien Ósland

Sidste dag på Tioman

22/7-15

Vores sidste dag på Tioman Island, og vi havde lavet en aftale om lidt mindre TV i dag 😛

Turen gennem skoven mod Paya ad stier og pudsigt fine broer

Turen gennem skoven mod Paya ad stier og pudsigt fine broer

Der er ikke så meget at gøre fra Genting, udover at bade og snorkle samt trave sydpå gennem skoven som vi gjorde i går – eller nordpå gennem skoven… så det gjorde vi i dag 😉 Til forskel fra junglestien i går lovede vejen gennem junglen nordpå til Paya Beach lidt nemmere fremgang. Den meterbrede betonsti der går hele vejen gennem landsbyen fortsætter nordpå. Vi tænkte at det nok var så man kunne drøne afsted på de evindelige mini-motorcykler, men efter et stykke tid begyndte naturen at tage over og stien blevmere og mere bulet og hullet.  Nogle steder var den helt væk efter stenskred og oversvømmelser, så det ville ikke have været så fedt at komme kørende med 40 km/t og pludselig opdage et fald på en meter fordi sten var skyllet væk, høhø

Det var en dejlig travetur på knap 1½ time, men vi var godtnok ved at være klar til en kold drik da vi endelig kom frem. August døjer med sine meget slidte sandaler, så han bruger dem med strømper i, så han var ved at koge over og sokkerne var helt gennemblødte. Måske han bare skulle go local-style og tage den i klip-klapperne 😉

Efter en kold drink, hvor vi desværre brugte stort set alle de sørgelige rester af vores ringgit, vendte vi snuderne tilbage mod Genting. Havde vi haft lidt i pungen kunne vi have hyret en bådtaxi, men det er ret dyrt så vi måtte gå fattigmandsgang gennem skoven i middagsheden. Jeg er nu ret vild med at trave i skoven – på trods af heden – for der er masser af dyreliv, flotte udsigter og en del mere skygge end på stranden.

Det viste sig at køkkenet på Aguna var lukket – efter vi havde bestilt, mystisk – men de tilbød at hente burgere til os i landsbyen. 4 burgere formedelst RM12, hvilket svarer ca. til en tyver – det billigste måltid indtil videre. Måske ikke helt som de hjemmelavede med hjemmebagte boller osv, men helt OK (jeg vil dog nok ikke vide hvad de der beef-bøffer bestod af, hehe)

100_1603-blog

Efter en god siesta fik vi endelig lokket ungerne med ned til snorklestedet, så de også kunne blive kølet ned og få set “vores” koralrev. Vi har lejet to snorklesæt, så vi alle 4 kan snorkle sammen – og August snorkler i sin redningsvest, så han ikke behøver koncentrere sig om at holde sig oppe. Han er en fin nok svømmer, men det er lidt noget andet at være i havet med strøm og bølger. Der var masser af fisk og et fint lille koralrev – og en masse store sten man kunne kravle på, så det blev en hyggelig familie-eftermiddag… uden TV, juhuuu!

 

Aftenen gik med… taadddaaaa TV for drengenes vedkommende, og pakning for vores andres. Vi har ikke voldsomt travlt i morgen tidlig, men det er alligevel rart nok at have det meste pakket ned, så vi kan slappe af inden vi skal videre.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *