Familien Ósland

Første dag – sådan rigtigt :)

100_0737Vi vågnede ret sent – der er 6 timers tidsforskel, så der var lige noget der skulle rettes til med det indre ur 😉 Morgenmad ved 11-tiden; mango, bananer, kaffe og yoghurt på tagterrassen… i 30 graders lummer formiddagshede.

Vi travede over – og under – nogle ret store og ret befærdede veje og fandt vej op til Masjid Negara, den nationale moské med det fantastiske flotte blå tag, og videre op til sommerfuglene i Taman rama rama (rama rama betyder vist sommerfugl 😉 ) Masser af flagrende sommerfugle i flotte farver… hyggeligt og spændende. Tilbage igen til en tur i Central Market – med dejlig aircon 😉 – og masser af turist-tingeltangel. Dog i mere ordnede omgivelser end aftengade-markedet i Chinatown – der kan man for alvor tale om kopi på kopi af alt hvad hjertet kan begære 🙂

Ved aftensmadstid tog vi toget til KLCC, Kuala Lumpur City Centre, og kiggede indenfor i Suria Mall, et ret fancy shoppingmall der ligger i bunden af Petronas towers. Det var nu ikke for mall´ets skyld men for at finde noget at spise og opleve det farvede vandshow i parken udenfor tårnene. Det lykkedes os lige præcis at ramme tidspunktet, hvor muslimerne måtte begynde at spise efter  dagens Ramadan-faste, så da vi købte maden var der masser af borde i spiseområdet, men da vi ville sidde ned var der fuldt optaget – og igen da vi var færdige passede det perfekt med at alle andre også var 😉

Springvandsshowet var superflot – først med musik, bagefter blot med vand, men sjovt at opleve både det og aftenlysene på KL´s skyline med alle de store skyskrabere.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *