Familien Ósland

Kærlighed ved første myggestik

Campdeck 1 - home sweet home

Campdeck 1 – home sweet home

9/7-15

Torsdag morgen var vi tiiidligt oppe for at flyve til Sandakan i tide så vi kunne nå ud til Kinabatangan broen hvor vi skulle møde kl. 14.

Vi var blevet advaret om at Sandakan var et ganske forfæreligt sted, og det var da også ret beskidt og meget mindre “metropolitansk” end de andre større byer vi har været i. Men det har jo også sin egen charme selvom der stank ganske voldsomt af dieselolie ved havnen. sanakan er en havneby med en del havnetrafik, fiskeri… og naturligvis turisme. Og alt andet lige var Sandakan det første sted vi oplevede at blive stoppet på gaden for at blive hjulpet på vej – en japansk-udseende dame mødte vi endda flere gange hvor hun kom hen for at sikre sig at vi nu fandt det vi ledte efter.

Det var stadig tidligt så det meste var lukket eller ved at åbne – selv det ene mall vi stødte på åbnede først kl. 10, så da vi fandt et sted vi kunne spise morgenmad sprang vi på trods dieselstanken 😉 Vi bevæger os mere og mere ud “på landet”, så vi bestemte at investere i et telefonkort, så vi kunne ringe hvis noget gik i ged – vel vidende at hvis vi IKKE havde telefonadgang ville tingene helt sikkert gå i ged 😉

Vi havde fået ret udførlige anvisninger på hvordan vi skulle komme ud til broen via lokal transport. Det skulle koste ca. 25R i alt per person – rart nok lige at have en pejling på det så vi ved hvor meget vi bliver snydt 😛 Lokal bus fra busstationen (mest en masse busser placeret på et gadehjørne – der var sikkert orden i kaosset men vi fik heldigvis hjælp til at finde den rette bus. Transporten herud skulle tage ca. 2 timer sammenlagt, men den lokale bus til Batu 32 kørte 25-30 km/t. Den kæmpede gevaldigt op ad bakke, så de to timer gik med den først tur på ca. 50 km. Så man kan da sige at vi virkelig fik noget for pengene; 2 timers sightseeing/peoplewatching for kun 20R for os alle 4 😉

Ved Batu 32, der er mødestedet for vejen til Kota Kinabalu i den ene retning og Lahad datu i den anden. Der holdt nogle “bas mini” minibusser – en blanding mellem en taxa og bus, og vi blev sikkert snydt 😛 Men eftersom der var to busser og de unge fyre tydeligvis arbejdede sammen (og vi var lidt presset på tid), var der ikke så meget mulighed for at diskutere. Prisen var 100R for os alle 4 og da de blev betalt røg der pludselig 10R oveni som tips… men skidt, vi kom ind i en afkølet bus der kørte mere end 25 km/t 😉

Ankommet til Kopel i landsbyen Batu Putih
Ankommet til Kinabatangan broen blev vi vel modtaget af Zazarita som jeg havde kommunikeret med pr. mail så det var hyggeligt. Vi mødte også vores guide Atai, der fulgte med os ud til camp´en. Det var en 15 min. bådtur ad floden og derefter 5-10 min. gang op til hytterne ved breden af en sø. Her er ingen strøm og det er på ingen måde luksus, men det er alligevel luksus på sin egen måde.

Allerede inden vi kom hen til vores hytte/platform så vi den første langhalede makak, der sad ved stien – ellers er de mest oppe i træerne. Her på campen er der 10 hytter, en større samlingshytte/madsal og en bygning til guiderne. Her bor en familie udover camp-guiderne samt et par engelske frivillige.

Kopel er en organisation der bl.a. arbejder med at passe på og udvide regnskoven, og de lokale communities. Som de forklarer er det i øjeblikket vigtigst at arbejde med skoven og naturen, da det er noget der vil komme alle til gode, også de små lokale samfund og landsbyer. Hele stemningen over stedet er helt unik, her er folk der brænder for området og for at gøre en forskel – og det er mere drevet som et regnskovsprojekt (NGO) end som turisme. Derfor lægger de også vægt på at dem der kommer lærer om skoven, dyrene og det vigtige i at bibeholde og udvide skovene, både her i området og andre steder i verden.

Om eftermiddagen skulle vi på bådtur på floden, det var fedt – både fordi det kølede godt (her er godt 30-35 grader og meget høj luftfugtighed, så tøjet er konstant halvvådt) og vi fik en masse dyr at se. Vi så masser af små langhalede makakker, der samlede sig i familiegrupper af 15-20 aber på flodbredden, hvor de legede, hyggede, pillede lus og chillede – de var tæt på og supernuttede. De langhalede makakker er ikke specielt bange for mennesker, men søger den heller som de korthalede man ofte se i byerne og på steder med mange mennesker samlet. De korthalede kan blive ret aggresive fordi de forbinder mennesker med mad, og især kan de være aggressive overfor børn, da de er mindre og derfor ikke skræmmende som voksne.

Udover makakker så vi masser af næseaber højt oppe i træerne, nogle store flotte common kingfishers, krokodiller, skæggede vildsvin og en enkelt Silvered langur, der ellers er ret sjælden. Med os i både var også de to engelske frivillige, Emma og Brodie, der lige nu er ved at lave en film om området som de vil bruge til at samle penge ind til Kopel – primært til at kunne købe en båd så de bedre kan bekæmpe det store problemer de har med tang og alger. Spændende, håber det lykkes for dem 🙂 På tilbagevejen var det ved at blive mørkt, og i tusmørket lykkedes det os næsten at komme til at fryse… dejligt 😛

Dejlig aftensmad bragt fra landsbyen
Efter sejlturen skulle vi spise – god mad fra landsbyen – og bagefter gik Egill og jeg en lommelygtetur sammen med Atai. August var gået død, så Arnar blev hjemme sammen med ham. Det blev kun en kort tur, men vi var så superheldige at se en Western tarsie, det nok mest nuttede dyr jeg nogensiden har set. Den ligner mest af alt Mort fra Pingvinerne fra Madagaskar, dog med lidt mindre øjne. 15-18 cm lang, pelset med frøagtige lår, store øjne, en lang tynd hale og små ører der konstant vippede op og ned, frem og tilbage. Vi stod og kiggede på den med lygterne i vel 1-2 minutter, hvor den bare sad der hvorefter den sprang ind i skoven igen.

Simpelthen bare så nuttet – og fedt at få mulighed for at se den, især eftersom Atai, der har haft sin gang i skoven i mange år aldrig før har været heldig at se sådan en fyr. Vi gik tilbage til camp´en og der var stor ståhej og alle de andre skyndte sig ud for at se om den stadig var der, hvilket den heldigvis var, så de fik nogle gode billeder af den 🙂

Camp´en er uden strøm, hvilket naturligvis også betyder ingen aircon og ingen vifter – pyh, det blev er ret lummer nat…zzzzzzzzzz

(Det driller desværre lidt med videoer p.g.a. den langsomme internet forbindelse og ringe pc :P)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *