Familien Ósland

Ankomst til Sepilok

Mandag morgen var det tid at sige farvel til Kopel, Kadisha og “vores” landsby Menares/Batu Putih. Vi havde pakket alle vores ting aftenen før, så vi bare skulle stå op, spise morgenmad og sige farvel. Kadisha havde lavet (hvad der sikkert er luksusmorgenmad for ungerne) toastbrød med sukkersmør, så vi fik bestemt vores daglige ration af sukker til morgenmad 😛 Sukkermadder, sukret the og småkager – det var godtnok lige ved at være for meget sukker på en gang, selv for ungerne 😉

Vi havde aftalt, at de skulle køre os ind til Sepilok, eftersom det ikke kostede ret meget mere end hvad vi betalte for at kommer derud på egen hånd. Så minibussen blev fyldt med rygsække, familien Ósland og familien Zaza, der skulle videre ind til Sandakan. Turen tog vel 1½ time i afkølede omgivelser – ren luksus 😉

Vi ankom lidt tidligt til Sepilok Jungle Resort, men kunne heldigvis få vores værelser med det samme. Vi havde flottet os og booket to værelser med aircon og fik to værelser, hvor vi kunne åbne imellem… og så var det tæt på poolen. SJR er det eneste sted på turen hvor vi kommer til at bo med pool, så vi skyndte os at flytte vores habengut ind og hoppe i badetøjet.

Selve resortet er en smule… hmm… slidt – lad os bare sige at det var sikkert superflot og top of the pops for 20 år siden 😉 Men det var hyggeligt på sin egen lidt slidte måde og folkene var rigtig venlige og hjælpsomme, så ingen klager her. Jeg kan egentlig bedst lide når det hele ikke er for fancy og poleret… Værelserne var OK, sengene gode og tadaaa – der var Fox Movie-channel på TV´et, så det var god basis for lidt R&R.

Poolen var dog rigtig fin og ret stor – det var ikke ret mange gæster på resortet (som vi egentlig oplever de fleste steder) så vi havde den stort set for os selv. Lige bortset fra nogle japanere der hellere ville tage billeder af den, end bade i den 😛 Vi fik alle badet og kølet os god ned og især August havde sukket efter en pool, så det passede ham godt.

Der er en enkelt restaurant på resortet, og ikke andre muligheder i umiddelbar nærhed (der var vagter på det andet store nye resort, så det var vi vist ikke velkomne). Maden er finog ikke for dyr, så det er OK og vi endte med at spise der alle måltider.

Men, men, men det er jo ikke resorts og pool man tager til Sepilok for at se. Så midt eftermiddag besluttede vi at gå den 20-25 min. lange tur ned til Rainforest Discovery Centre, for at lære mere om regnskoven og gå ad deres canopy walkway 25 m over jorden. Der var virkelig stinkende, trykkende varmt og det burde måske have advaret os om muligt uvejr forude. Men det fangede vi ikke lige, så vi startede i visitor-centret (OK, vi søgte måske nok primært derind fordi der var aircon – i skov-info). Vi var lige kommet 20 m op ad canopy walk da det begyndte at dryppe og da det ikke så ud til kun at blive ved det løb vi hen imod det første fuglekiggertårn. Og så skal jeg da lige love for at det begyndte at regne – cats and dogs i stride strømme. Vi havde nogenlunde læ, men da det også begyndte at tordne og lyne ret voldsomt blev vi enige om at løbe i sikkerhed et sted der ikke var konstrueret udelukkende af metal 😛 Efter ½ times ventetid løjede det lidt af og der kom en familie gående med paraplyer de havde lejet i billetkontoret. Arnar fræsede ned efter et par paraplyer, så vi lige kunne nå at gå ad trætop-stien inden lukketid – nu vi alligevel var der. De fleste dyr holder sig i læ i regnen, så vi så ikke meget liv, men der var suleme højt ned og det var også en oplevelse i sig selv 🙂

Vel hjemme igen spiste vi aftensmad i Bananaboat café og barrikaderede os på værelset med kopi-pringles, kiks og sprite – og fjernsyn. Det er lidt vigtigt også at få koblet lidt af – så man må jo se hvad de nu vælger at vise og det var vist en lidt sobby drama-ting, men der var folk der bevægede sig på skærmen og det er nogle gange nok så man er tv-desperat nok 😉

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *